8 min læsning

Brutal data-oprydning: Jonas slettede 4000 scripts og slukkede IT-systemerne hos telegigant

Featured Image

Ann Dupont 
Head of Marketing & Customer Experience, Inspari

Ann-Dupont

 

 

”Du er en modig mand...”

Sådan lød en af kommentarerne til Jonas Munk, Head of Next Gen Data-driven IT hos Nuuday, da vi for nylig afholdt konferencen AI & Data Day 24. Ordene faldt, da han i sit indlæg på dagen med en imponerende ro fortalte, hvordan han havde:

  1. Slettet cirka 4000 scripts, automatiske rapporter og datakørsler på tværs af 8 forretningsområder

  2. Bedt samtlige af koncernens 3000 medarbejdere om at troppe fysisk op hos ham og argumentere kvalificeret for, hvis noget skulle ’tændes’ igen.

For som Jonas sagde: ”Hvis det ikke var strengt nødvendigt, kom de ikke med i puljen til at blive oprettet igen. Det var nødvendigt at rydde op. Også på den lidt brutale måde. Der var rigtig meget, som bare kørte uden at udfylde et egentligt behov. Vi var selvfølgelig klar til at tænde igen, hvis formålet var ordentligt.”

 

Stor koncern, stort IT-landskab
– og et glasloft

 

Selv lyttede jeg til indlægget fra første række, for Jonas er min tidligere kollega og Nuuday en spændende organisation. F.eks. rummer Nuuday kunderettede brands som Telmore, YouSee, Fullrate, Hiper samt TDC Erhverv, har cirka 4 mio. forbrugere, 3000 medarbejdere og en omsætning på over 14 milliarder.

Og så havde de ifølge Jonas Munk flere kæmpe store enterprise dataplatforme og data warehouses kørende synkront: Oracle, IBM DB2, SAS og en underskov af andre systemer.

Vi gjorde det egentlig godt og skabte et hav af algoritmer, indsigter og rapporter. Men vi ramte det famøse glasloft, hvor vi ikke kunne mere. Det var for svært at bygge videre på tre så store systemer. Når noget knækkede ét sted, knækkede mange andre ting også. Og helt overordnet var det et uheldigt strategisk match i forhold til, hvad Nuuday skulle levere indad- og udadtil.

Nuuday blev bl.a. sat i verden for at udvikle og levere innovative digitale tjenester, der ved hjælp af teknologi kan gøre hverdagen lettere. ’Make sense with technology’ hed det, og derfor skulle der gøres noget. Ud over det Jonas fortalte i indlægget på AI & Data Day, så henviste han også flere gange til den episode af vores podcast Dataklubben, hvor han var med. I podcasten fortæller han b.la.: 

”Vi havde selv et stort, fragmenteret og omkostningstungt IT- og datasetup, der krævede næsten 200 personer at drifte og vedligeholde. Dertil kom cirka 20 martech-systemer. Det gav ikke mening, og data kunne ikke flyde frit. Så er det altså svært at være reelt innovative og gøre hverdagen lettere,.

Så én efter én trykkede Jonas og Nuuday på stopknappen for de store systemer. En brutal dataoprydning var gået i gang.


Ny datastrategi og en 'omvendt' business case

Foruden systemdataser, ERP og en rest af BI, er alt i dag SaaS, Cloud og Microsoft Azure-baseret hos Nuuday.

Væk er on-prem serverne i kælderen. Og antallet af medarbejdere, der skal drifte systemer, er reduceret markant.

Et centralt punkt i den datastrategi, som Jonas Munk var med til at udvikle og udrulle, var at køre tingene slim og være omkostningsbevidste. At være en lean digital service provider.

”Normalt laver man en vision og beder ledelsen om en masse penge. Men her var business casen at vise, hvordan jeg selv kunne skabe pengene til at lave forandringen. Vi havde naturligvis brugt lang tid på at se, hvad der kørte på platformene og validere det,” fortalte Jonas videre fra scenen på AI & Data Day.

Valget af Microsoft som ny intelligent dataplatform kom fra Nuudays egne Data Science- og BI-folk.

Sideløbende med oprydningen i data, systemer, rapporter og definitioner, genopbyggede de alle de validerede og nødvendige data-flows og rapporter i Microsoft ved siden af de andre systemer og begynde at vise det til forretningen.

”Vi har fået en langt større helhed og ensretning nu og kan præsentere end-to-end data helt ud til brugeren. Ikke kun brugeren af systemet, men brugeren af de konkrete data i systemet. Det datadrevne er centralt nu og giver os gode muligheder for yderligere konsolidering, automatisering og optimering.”

 

Jonas Munk - Nuuday-1


User adoption og upscaling: Du skal have brugerne (og ledelsen) med for at lykkes

 

”Det kommer til at koste noget – mere end penge. Ballade, larm og frustration. Vores eNPS vil dykke betragteligt. Alle domæner bliver berørt. Men vi får ryddet op. Vi sparer penge. Vi bliver bedre og smartere. Men vi ved ikke præcis, hvordan alting bliver.”


Det var ét af budskaberne til Nuudays øverste ledelse og Senior Leadership Team, som samtidig skulle committe sig til at bakke hinanden op i hele forløbet. Og her passede kommentaren: ”du er en modig mand” også ret godt ind, tænkte jeg fra min plads på forreste række. Det var i al fald ikke nogen nem mission, Jonas var på. 

En anden ting var medarbejderne, som også skulle igennem en lang periode med usikkerhed og prøvelser, fortalte Jonas videre:

”Når folk rykkes væk fra deres faglige identitet, fx at være ’SAS-udvikler,’ så er du jo helt inde og pille i sjælen. Jeg kunne ikke give dem vished og tryghed, fordi vi ikke vidste, præcis hvordan de skulle arbejde fremadrettet. Det skaber uro og turbulens. Men jeg synes, vi er endt et godt sted. Det var vigtigt for os at beholde og oplære vores medarbejdere. Mange har set det som en ny mulighed, men naturligvis ikke alle,” fortalte Jonas Munk ærligt.

Upscaling af teamets kompetencer har været et centralt element, som bl.a. er sket via data literacy træningsprogrammer, som Nuuday og Inspari har samarbejdet om.

Programmer som fokuserer på de menneskelige roller, værdier og forståelse i kombination med rolle- og kompetenceoverblik, opkvalificering og co-creation.

 

Nuuday_800x800


Transformation af store koncerner kræver blod, sved og ærefrygt


Det er altid nemt at være klog og reflekteret bagudrettet indrømmede Jonas Munk da også fra scenen. Det ikke var uden en god portion ærefrygt, enkelte søvnløse nætter og visse interne kampe, at det hele foregik.

”Det er et marathon, og i virkeligheden er der ikke tale om én transformation, men mange små transformationer i et stort roadmap, som konstant udfordres. Men når folk ser, at det virker, skaber det et stort demand efter flere løsninger og tal. Og langsomt men sikkert får du organisationen med.”

Nuudays eNPS har siden da ramt et all time high, og hele Nuudays forretning oplever en markant løftet service. Sådan Jonas! Du er en modig og dygtig mand. Tak for dit indlæg på AI & Data Day 24.

Læs mere om Nuudays digitale transformation her.

 

Se andre store data-transformationer her

 

Har du nogen spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på info@inspari.dk eller +45 70 24 56 55.