Data og BI er fundamentet for FK Distributions forretningssucces
Distribution af tryksager er en volumenforretning, hvor hver øre tjent per tryksag er afgørende. I mere end 10 år har Inspari og FK Distribution samarbejdet tæt om at udvikle og professionalisere et datadrevet setup, som sikrer overblik, indsigt og hurtigere beslutninger.
FK Distribution er Danmarks førende distributør af trykte reklamer og gratisaviser til 1,9 millioner danske postkasser. Virksomheden har siden starten i 1965 udviklet sig fra en klassisk distributionsvirksomhed til en avanceret aktør, der formidler tilbud både fysisk og digitalt.
Som børsnoteret virksomhed, ejet af North Media-koncernen, stiller FK Distribution tårnhøje krav til nøjagtig og rettidig data, BI og rapportering - og til sine samarbejdspartnere.
Vi har fokus på alle detaljer, formål og årsagsforklaringer. Selv om vi har en kompleks struktur og arkitektur, er vi datadrevne i vores beslutningsprocesser, og det har løbende præget og professionaliseret forretningen.
Hvorfor er hurtig data vigtigt for FK Distribution?
For FK Distribution er data ikke bare tal på et stykke papir – det er en konkurrencefordel. Som volumenforretning, hvor hver øre og styk tæller, er det afgørende at have fuldstændig indsigt i hver ordre og detalje.
Her skal data og BI sikre:
- Nøje overvåget KPI-setup: FK Distribution overvåger og optimerer alle led i værdikæden – fra logistik og distribution til salg, HR og finans samt kvalitetsmål, reklamationer, kundeforpligtelser mv. Den stramme KPI-styring sikrer, at de holder styr på omkostninger, følger op på kundeaftaler og optimerer deres drift i realtid.
- Præcision i pipeline, indtjening og beslutninger: Data – inddelt i kuber - gør det muligt at træffe taktiske og strategiske beslutninger baseret på fakta frem for relationer og mavefornemmelser.
- Opkøb, risikovurdering og scenarieanalyser: Data bruges til at identificere risici, teste forretningsscenarier og vurdere potentielle strategiske tiltag. I 2023 købte North Media Svensk Direktreklam (SDR). I 2024 blev softwarevirksomhed Aviou købt.
Ambitionerne er store. Det samme gælder datasetuppet. Der er mange nøgletal, kuber og store datamængder. Der er kompleks kode, komplekse logikker og komplekse beregninger. Hvilket igen kræver fælles definitioner, enheder og funktionaliteter – og bruger-/adgangsstyring - på tværs af organisationen.
Alt i alt et setup, som kræver meget at udvikle og drifte samt sikre, at organisationen kan bruge det.
Krav, kompleksitet og (k)ærligt samarbejde
Inspari er FK’s udviklere og forlængede arm ind i kodningen, arkitekturen og driften. Derudover hjælper Inspari med at realisere nye ideer og modernisere løsningerne, som i grove træk – men langt fra udtømmende – er:
- Abacus datawarehouse
- TM1: Planning, analytics og dashboards
- Master Data Services (MDS) og andre egenudviklede systemer
Systemer, som modtager og sender data til bl.a.:
- Dissy: Et skræddersyet distributionssystem udviklet tilbage i 80’erne
- Navision ERP
- Sitecore CMS
- MindKey: HR har sit eget forum afskærmet fra alt andet og med sine egne logikker.
Bag den dataunderstøttede drift, planer, KPI’er og beslutninger ligger et skønt samspil mellem datakilder, backend, frontend, data warehouse og Power BI.
Og et samarbejde med gensidig respekt.
Jeg stiller store krav om at få konstruktivt modspil og ekspertise, som bringer vores løsninger videre. Det er et fundament i samarbejdet med Inspari. Jeg har stor tillid til de konsulenter, vi samarbejder med og betragter dem som en del af mit team. Når der opstår ting i samarbejdet, kigger vi hinanden i øjnene og løser det. Det er derfor, vi har arbejdet sammen i 10 år.
Djævlen ligger i detaljen.
Og i data
Det er svært at opsummere 10 års samarbejde kort. Hvilket rummer en pointe i sig selv.
At den overordnede forretningssucces sker ved, at du dag for dag – over lang tid – arbejder for at gøre tingene lidt bedre end i går. Djævlen ligger i detaljen. Og i data.
Selv om der er fart på hos North Media og FK Distribution, som skal inkludere og håndtere nye virksomheder, datakilder, forretningslogikker og rapporteringer, så er en stærk arkitektur og et solidt styret og overvåget data- og BI-setup et vitalt fundament under forretningen.
Det er bl.a. disse ting, som Inspari gennem 10 år har assisteret med og rådgivet omkring: At sætte data-infrastrukturen op og sørge for vedligeholdelse, patching, migrering og 24/7-overvågning af jobs, dataflow og SQL-agenter, så FKs systemer og data er stabile, opdaterede og retvisende.
Folk internt tager det som en selvfølge, at tingene virker. At data er valide og troværdige. Hvilket jo er et kompliment til mit team og Inspari. De har været gode til at forstå vores kompleksitet og realisere ideer, der gør os mere effektive.
Data er kernen i FK Distributions forretningsmodel og vækst
For FK Distribution er data kernen i deres forretningsmodel og vækst. Med Inspari som leverandør har virksomheden opnået en robust og fleksibel data-infrastruktur, der understøtter og professionaliserer alt fra daglige operationer til langsigtede strategiske beslutninger.
Det gør det muligt for FK Distribution at styrke deres position som en af Danmarks – og snart en af Sveriges - førende distributionsvirksomheder i en branche, hvor hver øre tæller.