3 min læsning

Er din virksomhed klar til en chief data officer (CDO)?

Featured Image

Business Intelligence og Advanced Analytics er i dag sjældent isolerede discipliner. I de fleste organisationer indgår de som en del af en bredere dagsorden omkring data, analytics og AI, hvor ansvaret typisk er forankret i enten it- eller forretningsorganisationen med reference til eksempelvis Chief Information Officer (CIO), Chief Financial Officer (CFO) eller Chief Data Officer (CDO).

Da denne artikel oprindeligt blev skrevet med afsæt i Gartner Data & Analytics Summit, var etableringen af CDO-rollen stadig en relativt ny organisatorisk tendens. I dag har mange større organisationer etableret en dedikeret dataorganisation – men spørgsmålet er fortsat relevant: Hvordan organiserer man data, så de skaber størst mulig forretningsværdi?

Den klassiske konflikt: It vs forretning

Når man, som Inspari, gennem mange år har hjulpet hundredvis af datadrevne virksomheder med at skabe værdi af data, analytics, BI og AI, er der problemstillinger, som går igen på tværs af brancher, geografi og virksomhedsstørrelse.

En af de klassiske diskussioner handler om, hvor ejerskabet af data- og analytics-området bør ligge: i it eller i forretningen.

Udviklingen har gennem de seneste år været tydelig. Data og analytics er i stigende grad blevet et strategisk forretningsanliggende frem for en rent teknisk disciplin. Samtidig er moderne dataplatforme og cloudteknologi med til at nedbryde de traditionelle skel mellem it og forretning.

Lyt med i Dataklubben, når vi snakker med Dagrofas CEO, Tomas Pietrangeli, om netop dette emne.

Blandede færdigheder skaber den hybride BI struktur

Hvor organisationer tidligere ofte var opdelt mellem tekniske specialister, analytikere og forretningsprofiler, ser vi i dag langt flere medarbejdere med kompetencer, der går på tværs af fagområder.

Forretningsbrugere arbejder i stigende grad direkte med data, analytics og AI – understøttet af moderne self-service-platforme, cloudteknologi og brugervenlige analyseværktøjer. Samtidig forventes tekniske profiler i højere grad at forstå forretningen og de værdiskabende use cases.

Denne udvikling peger mod en mere hybrid organisering, hvor dataansvaret bygger bro mellem it og forretningen frem for entydigt at høre hjemme i én af delene. I mange organisationer samles dette ansvar under en CDO eller en tilsvarende lederrolle med fokus på data, governance og forretningsværdi.

CDO’ens organisation, kompetencer og ansvarsområde

I dag har mange større organisationer etableret en dataorganisation med en CDO eller en tilsvarende lederrolle. Ansvarsområdet spænder bredt og omfatter typisk data governance, dataplatforme, analytics, AI, master data management og arbejdet med at skabe værdi af data på tværs af organisationen.

Organisationen består ofte både af centrale specialistfunktioner – eksempelvis dataarkitekter, data engineers, analytics-specialister og governance-profiler – samt decentrale teams tæt på forretningen, hvor data- og AI-kompetencer bliver en naturlig del af den daglige opgaveløsning.

Selvom rollen fortsat kræver en solid forståelse for data og teknologi, er de vigtigste kompetencer ofte evnen til at skabe retning, samarbejde og forretningsmæssig værdi. Derfor kommer mange CDO'er fortsat fra roller med stærk forretnings- og analysemæssig indsigt frem for klassiske it-lederstillinger.

Er din virksomhed klar til en CDO?

Om din virksomhed er klar til en CDO – eller en tilsvarende strategisk lederrolle for data og AI – afhænger naturligvis af en række faktorer, blandt andet:

  • Branche

  • Organisationens størrelse

  • Organisationens modenhed inden for data, analytics og AI

  • Data som strategisk konkurrenceparameter

En større organisation med en moden dataplatform og høje ambitioner for data og AI vil ofte have større behov for en dedikeret lederrolle end en mindre organisation, hvor ansvaret fortsat kan ligge hos eksisterende ledelsesfunktioner.

Hos Inspari mener vi fortsat ikke, at det afgørende er, hvilken CxO der sidder for bordenden, når der træffes strategiske beslutninger om data. En CIO, CFO eller CDO kan alle være det rette organisatoriske anker. Det afgørende er, at data ledes med udgangspunkt i både forretning og teknologi – og at organisationen formår at omsætte data til konkrete forretningsmæssige resultater gennem et tæt samarbejde på tværs af fagligheder.

Som det førende data- og AI-konsulenthus for enterprise, omsætter vi jeres værdifulde data til handling. Vi rådgiver og faciliterer succesfulde digitale transformationer og giver virksomheder mulighed for at træffe beslutninger baseret på handlingsorienteret indsigt gennem avancerede AI- og dataløsninger. Kontakt os for et uforpligtende møde på info@inspari.dk / +45 70 24 56 55.